Fodring af hjortevildt er et af de emner, der kan få bølgerne til at gå højt i jagtstuen. For mange jægere handler det om omsorg, men bag de gode intentioner gemmer der sig en kompleks biologisk virkelighed.
For at forstå hjortevildtets fordøjelse kan vi med fordel kigge mod malkekvæget. Både hjorte og køer er drøvtyggere, hvis overlevelse afhænger af mikroorganismerne i deres vom. I landbruget ved man, at foderet skal være nøje afbalanceret; hvis balancen mellem fibre og letfordøjelig stivelse skrider, risikerer man, at systemet kollapser.
I naturen tilpasser hjortevildtets maveflora sig langsomt årstiderne. Når vi pludselig kører korn, brød eller store mængder frugt ud midt i en kold vinter, svarer det til at give en eliteatlet en diæt af næsten rent sukker. Det kan føre til vomacidose – en syreforgiftning i maven – og alvorlige fordøjelsesforstyrrelser, især når dyrene ikke gradvist har kunnet tilpasse sig den nye fodertype.
Mange jægere vælger sliksten som et “sikkert” alternativ til fodring, ofte med et ønske om at booste gevirudviklingen. Men også her er der udfordringer:
Gevirudvikling styres primært af genetik, alder og det generelle energi- og næringsindtag. I et land som Danmark vil en almindelig salt- eller mineralsten sjældent i sig selv give en målelig forskel på gevirstørrelse, hvis ikke fødegrundlag og dyrets alder er på plads. Det er en udbredt misforståelse, at man kan “fodre sig til en guldhjort” via en saltsten alene.
Fælles sliksten fungerer som samlingspunkter, hvor mange dyr slikker på den samme overflade. Det skaber en direkte motorvej for spytbårne sygdomme. Ved en “saltsø” koncentreres vildtet desuden på få kvadratmeter dag efter dag. Det betyder en høj koncentration af urin og gødning på præcis det sted, hvor dyrene slikker, hvilket øger risikoen for genoptagelse af indvoldsorm og lungeorm betydeligt.
Når vi fodrer intensivt, ændrer vi dyrets fysiologi. Vildtkød er kendt for sin magre struktur og komplekse smag, der stammer fra en varieret kost. Ved at tilbyde landbrugsprodukter som korn eller majs i større mængder ændrer vi fedtsammensætningen og dermed smagsprofilen i kødet. Resultatet kan være et produkt, der mister noget af sin karakteristiske vilde smag og begynder at minde mere om konventionelt opdrættet kød.
Danmarks Jægerforbund anbefaler som udgangspunkt at undgå fodring af hjortevildt, medmindre der er tale om særlige, velbegrundede situationer i en planlagt forvaltning. Når vi fodrer for at “holde på vildtet” i egne remisser, skaber vi en kunstig tæthed, som naturen ikke selv har valgt. Det øger stressniveauet og aggressiviteten mellem dyrene.
I områder med stor tilvækst af f.eks. dåvildt kan fodring desuden modvirke den nødvendige forvaltning og øge risikoen for markskader og konflikter med lodsejere.
Den bedste vildtpleje findes ikke i en foderpose eller en sliksten. Den findes i spaden og planteboret. Ved at etablere varierede vildtagre, læbælter og lysåbne arealer giver vi vildtet adgang til naturlige mineraler og fibre gennem planter med dybe rødder.
På den måde hjælper vi vildtet på dets egne præmisser, med en sund syrebalance i vommen og en robust kropskondition – og vi bevarer det vildtkød, vi som jægere er så stolte af at bringe hjem til middagsbordet.
Knæk og bræk,
Allan, Better Hunter
