Du har læst lerduens bane perfekt. Du kaster geværet op, indhenter målet bagfra, svinger igennem, og idet du trykker på aftrækkeren, sker det uundgåelige: Lerduen flyver uberørt videre, og haglsværmen slår ned bagved. Beskeden fra sidekammeraten eller instinktet på banen er næsten altid den samme: "Du skal bare huske at svinge igennem!"
Men hvorfor er det så svært i praksis? Hvorfor stopper hånden og geværet op, nøjagtigt i det splitsekund fingeren krummes? Svaret ligger sjældent i manglende armkræfter eller dårlig teknik. Det skal i stedet findes i en grundlæggende konflikt inde i din hjerne.
Når vi færdes i hverdagen, er vores synssystem bygget til at søge skarpe, stabile billeder. Når du vil se noget tydeligt, stopper du øjets bevægelse og fikserer genstanden.
Idet pegefingeren skal til at trykke på aftrækkeren, opstår der et ubevidst ønske i nervesystemet: Hjernen vil gerne "bekræfte" skuddet ved at se et helt skarpt billede af målet og sigteskinnen lige i affyringsøjeblikket.
For at give dig det skarpe billede sender hjernen et ubevidst stopsignal til kropsmuskulaturen. Arme og skuldre bremser svinget et splitsekund, idet fingeren trykker. Men da lerduen eller fuglen fortsætter med høj hastighed, trækker målet fra dig i samtlige millisekunder fra aftrækket udløses, til haglene forlader løbet.
En meget almindelig observation på skydebanen er, at når skytter får besked på at huske eftersvinget, har de en stærk tendens til at overkompensere.
I stedet for at bevare en rolig, ubrudt hastighed gennem skuddet, begynder de ubevidst at sætte farten op og "rykke" i geværet lige i skudøjeblikket for at være sikre på, at de svinger igennem. Resultatet? I stedet for at bremse op og ramme bagved, over-accelererer skytten og skydes der nu langt foran målet. Et godt haglsving handler ikke om ryk eller acceleration i skudøjeblikket – det handler om en jævn, kontrolleret bevægelse.
For mange skytter – og især nyere skytter – opstår stoppet i svinget ganske enkelt fordi, de mentalt "afslutter skuddet", idet fingeren rører aftrækkeren. De har ikke lært at afgive et kontrolleret skud nummer 2.
Hvis du i din skydeteknik og tankegang altid træner med henblik på at være klar til et andet-skud, ændres alt instinktivt:
Det svære ved sving-fejl på den traditionelle flugtskydningsbane er, at det sker på et splitsekund. Skytten mærker sjældent selv, om geværet stoppede, bremsede en smule eller fik et ryk til sidst.
Her giver moderne simulator-analyse kontant syn for sagen. På skærmen kan man sort på hvidt vise skytten den nøjagtige løbsbane og hastighedskurve i skudsekunderne. Det bliver krystalklart, om der sker en opbremsning eller en uhensigtsmæssig over-acceleration i aftræksøjeblikket.
En ekstremt effektiv metode til at indarbejde det naturlige eftersving og det kontrollerede skud nummer 2 i simulatoren er at opstille to duer, der flyver helt tæt oven i hinanden.
Når du trykker på første skud og knuser den første lerdue, flyver "skygge-duen" uforstyrret videre. Det tvinger dine øjne og din krop til ufortrødent at føre svinget videre og afgive et roligt, kontrolleret skud nummer 2. Når denne bevægelse først er bygget ind i muskelhukommelsen, forsvinder stoppet i det første skud helt af sig selv.
Næste gang du oplever, at svinget dør i skudøjeblikket, skal du lade være med blot at "rykke hårdere" i geværet. Tænk i stedet på skuddet som en uafbrudt proces, hvor første skud blot er en mellemlanding på vej mod skud nummer 2.
Uanset om du tørtræner derhjemme, benytter simulatoranalyse eller står på flugtskydningsbanen, er opskriften den samme: Fasthold fokus på målet, lad løbet følge linjen uforstyrret, og vær altid mentalt klar til det næste kontrollerede skud.
Knæk og bræk
Better Hunter
